Indlæg fra Kresten Drejergaard

Selvom vi – på grund af den pokkers Corona – ikke har kunnet afholde den årlige høstgudstjeneste med efterfølgende fællesbrunch, har Kresten alligevel sendt os en efterårstanke (tak for det, Kresten!), som hermed viderebringes.

Link til download artikel: 27. Lyset og tiden 12 11 20

Lyset falder mere barmhjertigt om efteråret af Kresten Drejergaard, Odense.

De, der kender mig fra min ungdom, ville blive noget forundret, hvis de vidste, at jeg på mine gamle dage skulle blive kolonihaveentusiast. Jeg er vokset op med præstegårdhaver på mere end 10.000 m2, og de var med tanke på vedligeholdelsen en konstant kilde til dårlig samvittighed. Som det siges blandt unge præster, der søger stilling på landet: “Kun en tåbe frygter ikke haven!” Men netop den omstændighed kan være årsag til, at jeg på mine ældre dage har ladet mig charmere af en overkommelig kolonihave, som ovenikøbet har den fordel, at den bringer os i tæt kontakt med naturen omkring Odense Fjord.
Der er et særligt lys dér omkring fjorden. Jeg har en eller anden ide om, at lyset er anderledes om efteråret end om foråret. Forårsjævndøgn er anderledes end efterårsjævndøgn. Forårsjævndøgnet ankommer til akkompagnement af fuglesang og spirende blade på træer og buske, og det varsler om lyse nætter. Når sommertiden begynder, stiller vi havemøblerne og urene frem, og livslysten vågner igen. Når sommertiden slutter, stiller vi møbler og ure tilbage, hvilket er mere vemodigt. Efterårsjævndøgnet er mere stilfærdigt, fuglesangen er forstummet, bladene på træer og buske får pludselig mange farver, inden de falder af. Gid man i sit livs efterår kunne blive lige så farverig som naturen, inden man falder fra! Det aftagende dagslys varsler om et vintermørke, som er på vej. Logisk set er lysmængden den samme forår og efterår, men det fornemmes forskelligt. Lige nu er vi stærkt på vej ind i den mørke tid, men om seks uger begynder livet og lyset igen at vende tilbage, og så går det stærkt. Foråret er en voldsom oplevelse, når solen kommer højere på him-len, og alting vælter op af jorden. Om efteråret går det nærmest langsomt. Der er tid til at nyde frugterne af ens arbejde og glæde sig over efterårets mange farver i staudebedet. Der er også tid til at sidde lidt på bænken i eftermiddagssolen med en kop kaffe eller et glas øl og spise et frisk-plukket æble, mens man funderer over livet og døden og det, der er midtimellem.
I år havde vi ingen høstgudstjeneste i kolonihaven. Det skyldes coronaen. Jeg savner denne guds-tjeneste i havekoloniens blomstersmykkede foreningstelt. Desuden er de fleste af os kolonihave-folk er oppe i årene og kan her i vort livs efterår godt bruge et livsbekræftende og tilgivende ord.
Men selv uden høstgudstjeneste er efteråret en dejlig tid. Der er også en vis charme ved at blive gammel. Ingen har sagt det bedre end digteren og landsbypræsten Christian Richard i sangen “En stille høstlig brusen” fra 1878:
Du skønne livets orden,
at der på forår følger høst,
at der er mer end vorden,
og mer end ungdomslyst.

Tiden er anderledes om efteråret. Tiden bliver kortere. Målt på ens levetid bliver der mindre og mindre af den. Men tiden bliver på sin vis også længere. Når jeg en sjælden gang ser må mine gamle kalendere, var de indimellem helt overfyldte, fordi alle mulige andre mennesker også brug-te min tid. Hvorfor brugte de dog ikke deres egen tid? Hvorfor skulle de absolut bruge af min tid, så der ofte ikke blev noget tilbage til mig selv?

Det er der nu. De fleste dage er i min kalender tomme, hvilket vil sige, at jeg kan bruge min tid til det, jeg vil. Der er tid til eftertanke over det, jeg undervejs har lavet, og det, jeg har forsømt. Der er også tid til en refleksion over det, jeg endnu gerne vil nå.

Lyset er også anderledes. Om foråret er lyset skarpt og ubarmhjertigt, fordi det afslører alt det skidt og skrald, der ligger og gemmer sig mellem træer og buske. Om efteråret forsvinder det meste af det igen i halvmørket under de visne blade. Den ungdommelige “me too”-bevægelse har på det seneste kastet sit ubarmhjertige forårslys ind over vores livsførelse. Her er der ingen tilgi-velse! De fleste mænd – og velsagtens også et par kvinder – må føle sig stærkt mistænkeliggjorte på grund af deres “ungdomslyst”. Hvad andet har vi at håbe på, end at efterårets og glemslens mørke vil lægge sit barmhjertige slør over vore synder. At tilgive er at glemme. Sagt med Thomas Kingo:

Men, o min Gud tilgiv, hvad jeg mod dig har brudt,
agt ej de spirer, som af syndens rod er skudt,
løs min samvittighed af sine synders bånd
kast dem ned i evighed
i havet med din hånd!

(Kristeligt Dagblad den 12. november 2020)