Formandens beretning ordinær generalforsamling d. 19. september 2021

Haveforeningen Baagø, ordinær generalforsamling d. 19. september 2021

Formandens beretning.

Velkommen – endnu engang – til den årlige generalforsamling i Haveforeningen. Dejligt at se, at I er mødt op og er klar til at deltage i årets vigtigste møde!

Allerførst vil jeg sige, at det et underligt år at aflægge beretning om. Der er jo fx slet ikke tale om et år, men mere om godt halvandet.

Det er ikke med glæde og begejstring, at vi endnu en gang må runde Corona-pandemien, men vi kan jo heller ikke bare forbigå den i tavshed.

Det er på grund af den, Coronaen altså, at vi først nu – her i september – overhovedet kan afholde en generalforsamling og fx få afholdt de valg, som foreningsloven, Hovedforbundet og vore vedtægter foreskriver. Det skulle vi have gjort i februar, men da var det helt umuligt.

Også alle andre aktiviteter har været påvirkede. For eksempel har vi ikke kunnet afholde så mange bestyrelsesmøder, som vi gerne ville. Og i periode måtte det foregå som telefonmøder (og det er så slet ikke helt nemt, skal jeg hilse og sige!) I et langt stykke tid har vi måttet holde fællestoiletterne aflåst og også afvikle et minimum af fællesarbejdsdage – med behørig afstand og masker – og kun løse de allermest presserende opgaver. Vi har ikke – som vi jo ellers plejer – kunnet have kontoråbent en eftermiddag om ugen i sæsonen.

Vi har heller ikke kunnet holde vores ellers vidtberømte sommerfest med mad, dans & musik. I det hele taget har vi ikke kunnet være særlig ”fælles” eller sociale.
Og det er jo slet ikke sådan, kolonihavetanken er struktureret og fungerer. Den handler jo netop i meget høj grad om fællesskab.

Alligevel synes jeg, at vi er sluppet meget godt om ved det. Så vidt jeg ved, er det meget få af os, der har været syge med Corona og de, der har, er i vidt omfang kommet sig fuldstændigt.

Det lykkedes os – med god afstand – at holde Sct. Hans. Noget, vi blot få uger forinden ikke var sikre på kunne lade sig gøre. Det var en fin aften med et rigtig pænt fremmøde. Tak for det!

Da samfundet langt om længe begyndte en større genåbning holdt vi d. 28. august et herligt ”medbring-din-egen-mad-og-del-den kolonihavetræf”. Der var desværre ikke så mange deltagere, idet en masse af jer skulle til alle de konfirmationer, runde fødselsdag og andre begivenheder, der bare har ligget og ventet og ventet og ventet. Men vi, der var der, havde en herlig dag (og aften!). Gert Vinkel fra have 111 og Rune Barslund fra have 70 spillede lystigt. Og med hjælp fra Gerts ven Esben fik de os alle til både at nyde stemningen og sørme også til at synge med og deltage på de udleverede rytmeinstrumenter! Det var rigtig sjovt og forfærdelig hyggeligt. Tak til de fremmødte og til jer, der helt frivilligt gav en hånd med til barpasning og oprydning.

Også vores høstgudstjeneste kunne vi holde! Den 5. september trådte Kresten Drejergaard op og – jeg tror, at det var femte gang – holdt han en glimrende prædiken. Vanen tro havde nogle af jer pyntet teltet på fornemste vis og jeg vil gerne takke Louise Hofmann fra have 125 for de helt vidunderlige blomsterarrangementer. Det var meget stemningsfuldt.
Som jeg plejer at sige: I foreningen har vi en biskop emeritus – og vi er ikke bange for at bruge ham. Han har betroet mig, at lige netop til høstgudstjeneste, vil han også gerne bruges. Tak for det, Kresten.

Bagefter var der fællesbrunch også helt baseret på medlemmernes frivillige engagement. I år var det Henrik Von Spreckelsen fra have 76, Trine Gravesen fra have 13 og Anette Østergaard Poulsen fra have 45, der stod for indkøb, tilberedning og anretning – tak til jer alle tre. Jeg synes, at der en fin tradition, der på smukkeste vis markerer efterårets komme og sæsonens snarlige afslutning. Sådan nogen arrangementer både styrker vores fællesskab og giver os lejlighed til at snakke med hinanden og udvexle tanker, holdninger og idéer.

Under Coronaen har vi også oplevet en ret stor interesse for at få have hos os. Om det så hænger sammen med udrejseforbud og afstandskrav, eller det har noget at gøre med en voksende klimabevidsthed eller måske med noget helt femte, ved jeg ikke. Men vi har usædvanligt hurtigt (udstyret med masker og behørigt afsprittede) fået solgt de haver, der blev sat til salg. Vi har således fået mange nye medlemmer. De er alle gået i krig med renovering eller nybyggerier og haveomlægninger.
Ude i byen hører jeg, at lige præcis vores dejlige Baagø er eftertragtet. Vi ligger så vidunderligt uden at være naboer til motorvej eller jernbane og så har vi ry for at være en veldrevet og velfungerende forening, som mange gerne vil ind i. Det er jo dejligt. Herfra skal der lyde et stort velkommen til alle de nye og jeg håber, at I vil finde jer godt tilpas og engagere jer i foreningsarbejdet. Det er nemlig kun sammen og med engagement og deltagelse, vi sikrer en fortsat udvikling af vores ”gudeplet”, som en af vores veteraner så rammende kalder Haveforeningen Baagø.

En af de nytilkomne, Kåre Emil Hansen har overtaget vores bi-grund og har sat nye bi-familer i arbejde. Det er så ganske vidunderligt, at du vil! I forsommeren havde i hvert fald jeg besøg af en del bier og kunne nyde at se dem bestøve mine æble- og pæretræer. Jeg har lagt mærke til, at mange herude ligesom jeg selv har sat vilde blomster – og det er godt for bierne!! Vi kan med stolthed sige, at vi skam gør noget for biodiversiteten!

Udskiftningen peger også i retning af et begyndende ”generationsskifte” – hvis man ellers kan bruge det ord. Det betyder nye kræfter og dermed også – håber vi da i bestyrelsen – en form for aflastning af ”Tordenskjolds soldater”. Jeg kan ikke understrege det kraftigt nok: Vi byder jer velkommen og er glade for, at I har valgt netop Baagø til realiseringen af jeres havedrømme. Og det gælder uanset, om I er kommet for at dyrke gulerødder, vil experimentere med økologi eller finere havebrug, eller mest er interesserede i at give jer selv, jeres børn og øvrige familie et grønt åndehul. Eller måske af helt andre årsager er kommet hertil.

Ordet generationsskifte, som absolut skal opfattes positivt, peger desværre også på noget mere sørgeligt. Siden sidste generalforsamling, har vi mistet både John Poulsen også kaldt ”John Sytten”, fordi han boede i have nr. 17. Han havde været herude i noget, der nærmer sig 38 år. Også Bo Kjeldstrup Sørensen i have 23, som vi alle kendte som ”Lille Bo” er afgået ved døden, ligesom også Uffe Kristoffersen i have 81 og Leo Madsen i daglig tale bare ”Madsen” fra have 120, ikke længere er iblandt os. De tre havde også været her meget, meget længe. Foreningen sendte selvfølgelig – traditionen tro blomster – til begravelserne.

Med disse fire forsvinder jo et stykke af vores fælles historie og vores fælles hukommelse. MEN heldigvis blev alle 4 havelod hurtigt genudlejet, så hvis vi holder mandtal, er vi ikke decimerede – snarere tværtimod. Vi er næsten fuldtallige – og dét er jo bare dejligt!

Det forgangne mere end halvandet år, der er gået siden vi sidst var samlede til generalforsamling, har budt på mange både udfordringer og oplevelser. Her lige et udpluk:

Ligesom både sidste og forrige år har flere af jer også i 2020 – 2021 – som led i den spildevandshåndtering, der er blevet os pålagt af Odense Kommune – fået lagt samletanke ind i haverne. Flere af jer, der ikke har tank, bruger også flittigt skyllevasken ved fællestoiletterne til at skaffe jer af med spildevand. Vi er nok den haveforening i Odense Kommune, der er længst fremme med den påbudte spildevandshåndtering. Det synes jeg godt, at vi kan være stolte af.

Hyppigere og flere tanktømninger betyder selvfølgelig en større belastning af vejene. Derfor er det dejligt at se, at så mange af jer husker at hente vejfyld på parkeringspladserne og løbende udbedrer skader på vores lidt skrøbelige veje. Lad mig i den forbindelse lige huske at sige, at både ordensudvalg og bestyrelse har noteret sig, at langt de fleste af os husker at komme ud med riven, når tankbilen – eller andre tunge køretøjer – har været her. Til dem, der sommetider har glemt det, vil jeg bare lige sige: Husk det nu fremadrettet, så holder vejene meget bedre.

Jeg vil også i den forbindelse minde om, at hver enkelt have-lejer har pligt til at holde hækkene ud til vejene. De skal hele tiden være klippet så tilpas ind, at tankbilen kan komme forbi. Slamson har henvendt sig nogle gange og forklaret, at de somme tider har problemer med at komme igennem uden at få bilen ridset, eller spejlene klippet. Også andre leverandører, fx dem, der kommer med byggematerialer, har brug for at kunne komme rundt. Så husk nu: Hold i hele vækstsæsonen øje med jeres hæk ud til vejen og trim den, så vi alle kan få tømt tank eller modtage varer, uden at foreningen kommer i ”bad standing” hos Slamson, der ellers har vist sig som en virkelig serviceminded virksomhed, eller for den sags skyld hos andre leverandører.

Endelig skal vi også have øje for, at brand, beredskab og ambulance skal kunne komme rundt uden forhindringer.

Vi har også i år kunnet konstatere, at de fleste ny- eller tilbygninger har været korrekt fremsendt til kommunen og har haft de reglementerede byggetilladelser forud for igangsættelse. Det synes jeg, at vi kan være stolte af – så lad os love hinanden, at sådan fortsætter vi. Heller ikke i den kommende sæson, er der nogen af os, der begynder at bygge, før der er indhentet tilladelse hos kommunen og den er afleveret til bestyrelsen til journalisering!!

Et andet nedslag i året, der er gået, er selvfølgelig renovationen. Vi er jo, som det vil være de fleste bekendt, af Odense Kommune i samarbejde med Odense Renovation – og mod fælles betaling – pålagt at have fællesrenovering i åbningssæsonen. Det er et krav, som vi ikke kan undsige os. Vores første år er ikke gået uden problemer! Alt for tit ses det, at containerne er overfyldte, at der er foretaget lemfældig sortering, fx plast i papircontainerne, eller at pap eller dåser ikke er klemt flade, og derfor fylder uforholdsmæssigt meget og så videre og så videre. Kan vi ikke hjælpe hinanden med at gøre det bedre til næste sæson til gavn for os alle sammen?

I vintersæsonen er fællesrenovationen sendt i dvale. Mange af jer har valgt at tilmelde jer den individuelt bestilte og individuelt betalte vinterrenovation. Jer, der har tilmeldt jer, skal huske, at det er jeres eget ansvar at bringe jeres containere op på ”skraldespandspladsen” på tømningsdagene. I er også ansvarlige for, at der bliver ryddet sne – hvis ellers vi får noget – så renovationsbilerne og deres personale har uhindret adgang. Husk også at sætte havenummer på jeres containere, så der er styr på, ”hvis der er hvemses”

De af jer, der har undladt at tilmelde jer, må – som vi gjorde før – huske at tage affaldet med hjem eller bortskaffe det på anden lovlig vis!

Også i den forgangne sæson er en række utrættelige frivillige mødt op og har udbedret og tilset dræn og render. Begge dele kræver jo en del vedligehold og – ligesom med så mange andre aktiviteter i foreningen – kan det kun lade sig gøre, når I som medlemmer møder op. Både på de fælles arbejdsdage og når vi ekstraordinært er nødt til at samle et arbejdshold til den ene eller den anden opgave. Tak til jer, der har deltaget og velkommen til jer, der – forhåbentlig – byder jer til i den nye sæson.

Som bestyrelse vil vi på denne generalforsamling foreslå, at hver vej sætter et ”drænhold”, der påtager sig ansvaret for opsyn med drænene og igangsættelse at løbende udbedring og spuling, etc., men mere om det, når vi når til de indkomne forslag. Husk at foreningen er helt afhængig af, at I som medlemmer involverer jer og giver en hånd med.

Til slut vil jeg bare sige, at generalforsamlingen ved sine valg til bestyrelsen jo sætter det hold, der skal administrere og håndhæve de gældende regler, herunder også generalforsamlingens beslutninger. Det kan jo ikke undgås, at der somme tider er nogen, der bliver vrede eller skuffede eller siger ukvemsord, når de har ønsker, der af den ene eller anden grund ikke kan imødekommes.

I det forgangne år er dette da også hændt et par gange, men i det store og hele har det ikke været overvældende ofte.
Jeg vil dog mide om, at mange uoverensstemmelser kan undgås, hvis vi alle får læst regler og vedtægter samt lejebetingelser og -kontrakt. Det ligger alt sammen tilgængeligt på hjemmesiden. Ved underskrivelsen af vores lejekontrakter forpligter vi jo os faktisk på at gennemlæse de gældende regelsæt, hvor man kan hente svar på mangt og meget.

Helt generelt er det min oplevelse, at medlemmerne er mere med- end modarbejdende og loyalt har støttet op om bestyrelsesarbejdet. Det vil vi gerne sige tak for. Personligt vil jeg også gerne sige tak til de øvrige medlemmer af bestyrelsen og til medlemmerne af vores ordens- vurderings- og festudvalg. Jeg synes, at I, i – i vid udstrækning – har leveret både arbejde og tid. Og det selvom I har fuldtidsarbejde, hobbyer, ægtefæller, børn, børnebørn og venner og meget andet, som I også skal være noget for. Tak for det. Og også en stor tak til de afgående bestyrelsesmedlemmer. Vi glæder os til at se nye kræfter!

I bestyrelsen ser vi altså frem til, at der kommer nye folk til på de ledige pladser. Vi har brug for jer! Foreningen har brug for jer!! Som også Hovedforbundets formand flere gange har nævnt det i sine ledere i Havebladet, så bliver det administrative arbejde ikke mindre. Både flere regler og mere lovgivning sætter os på mere arbejde og stiller os til stadighed overfor nye problemstillinger og udfordringer. Vi er nået rigtig langt med den digitalisering, der jo i virkeligheden gør mange ting nemmere, men alle IT-løsninger kræver – ligesom alt det andet, som bestyrelsen skal tage sig af – et stabilt både udviklings- og vedligeholdelsesarbejde.

Så nåede vi til vejs ende. Jeg kunne sagtes blive ved, for der er mange ting, man kunne tage frem, men det skal jo ikke være en helaftensforestilling, så jeg vil bare igen sige velkommen til denne noget Corona-forskudte ordinære generalforsamling for 2021. Jeg kan jo ikke, som jeg ellers plejer, ønske jer alle en rigtig god sæson, men jeg kan ønske jer en god vinter og tilføje, at jeg glæder mig til, at vi i februar igen samles til generalforsamling og sammen sætter retning og rammer for foreningens videre og arbejde og for vores alle sammens trivsel.

19.9.2021/ Henning Lang, bestyrelsesformand